Formuer

Kun to nordjyder blandt landets rigeste

23. Nov. 2025
Opdateret: 26. Nov. 2025

Nordjylland må vinke farvel til én familie på listen over Danmarks Rigeste, efter adgangskravet til det gode selskab er røget op på 2,2 milliarder kroner.

Silla Bakulus
Det går op og ned i showbiz  - og også blandt de danske formuer. I hvert fald set med nordjyske briller. For årets liste over Danmarks Rigeste, som netop er udgivet af Økonomisk Ugebrev i samarbejde med Loyalty Key, byder på et farvel til en nordjysk-milliardærfamilie. 

Det er Henrik Sørensen og hans familie - familien bag Desmi - den engang så hæderkronede nordjyske erhvervsjuvel - der efter flere år på listen er røget af. 

Familien lå sidste år på en 93. plads med en formue på 2,1 milliarder kroner, mens de året før lå på 100. pladsen med en formue på 1,8 milliarder kroner. 

I år er formuen faldet til 1,8 milliarder grundet tilbagegang og lavere indtjening i Desmi, som familien stadig ejer en del af. Samtidig har øget adgangskrav til at komme på listen, der i år lyder på 2,2 milliarder kroner,  betydet, at familien Sørensen altså ikke længere er blandt Danmarks 100 rigeste.

Desmis tilbagegang overrasker også journalist og tidligere revisor Ejlif Thomasen, der har lavet beregningerne til årets liste.
   
"Det er overraskende, at Desmi har fået så stor en tilbagegang, og at den har smittet så meget af på familiens formue. Men hvis Desmi kommer tilbage i omdrejninger igen, kan familien sagtens komme tilbage på listen," siger han. 

Fiskemilliardær rykker ti pladser ned
To andre familier fra Nordjylland er dog stadig at finde på listen. Fiskemilliardæren Henning Kjeldsen beholder titlen som Danmarks rigeste fisker, men rykker dog ti pladser ned ad listen til en 94. plads - til trods for, at hans formue fortsat er på 2,4 milliarder ligesom sidste år. 

Henning Kjeldsen har været fast mand på listen i mange år, men har i flere år været udfordret af en sag om snyd med fiskekvoter. Han blev i 2021 først dømt, men i 2022 frikendt i sagen. I forbindelse med den første dom trak han sig ud af fiskeriet, men har i 2025 ifølge Finans atter købt et nyt fartøj. Han har ikke overfor mediet ønsket at fortælle, hvad båden skal bruges til, men ifølge en opgørelse fra Landbrugs- og Fiskestyrelsen var der knyttet fiskekvoter på en samlet landingsmængde på 12,6 ton til skibet.

Også det nordjyske makkerpar - Mads og Svend Møller Hansen- har bidt sig godt fast blandt landets rigeste. Far og søn, der kommer fra Hobro, er i år rykket ned fra en 66. plads til 69. plads. Familien har dog samtidig kunnet se formuen stige fra 3,1 mia. til 3,3 milliarder kroner. 

DS Gruppens formue blev grundlagt, da Svend Møller Hansen stiftede en stål- og betonkoncern i 1969 og drev den i et halvt århundrede, indtil den i 2022 blev solgt til det tyske selskab Goldbeck Europe i foråret 2022.  Familien investerer nu deres formue i værdipapirer og forskellige andre aktiver - herunder i flere land-  og skovbrugsejendomme. 

Sidst opdateret: 17:41 • 23 Nov.
Kildeinformation:
Kilde:N/A
|
Billede:N/A

Flere nyheder