Familien Nissen. Placering på listen over Danmarks 100 rigeste: nr. 71 ( nr. 71 i 2024)
Formue: 3,2 mia. kr. ( 2,7 mia. kr i 2024)
Man kan komme langt med en god idé. Især når den idé blev skabt i 1921 og grundlagde et familieimperium.
Det skete for familien Nissen fra Horsens, hvis oldefar, Julius Nielsen, skabte et familiedynasti, da han dengang for over 100 år siden byggede sin første køler, som resulterede i Nissen Kølerfabrik.
Virksomheden blev sidenhen overtaget af Knud Nissen, der fik den ud over landets grænser, og sidenhen af Alan Nissen, som var oldebarn til Julius. Alan Nissen førte fra 1980’erne imperiet videre.
Hele 103 år nåede familievirksomheden at være på familiens hænder, før de i 2024 valgte at afhænde de sidste aktier.
Men inden da nåede man at opbygge en gigantisk formue, som i dag er blevet til Nissen Family Office, som ejes af Alan Nissen og hans tre døtre, Frederikke, Victoria og Josephine .
Det har til formål 'at understøtte familien og dens kommende generationer i sit engagement i nationale og globale investeringer med et ansvarligt og fremsynet perspektiv, ‘ skriver familien på sin hjemmeside.
Sådan har formuen udviklet sig.
Dette afsnit kommer fra vores magasin Danmarks 100 rigeste.
Familien Nissen har det seneste år øget familieformuen næsten tyve procent – til 3,2 mia. kr. mod knap 2,7 mia. kr. året før, løftet af stærke afkast på værdipapirer.
Familien, der i 2017 solgte størstedelen af køleanlæg-selskabet Nissens, har sidenhen haft det meste af formuen placeret i selskabet Nissen Family Group.
Døtrene Frederikke, Victoria og Josephine ejer hovedparten gennem egne holdingselskaber, men faderen Alan Nissen har fortsat kontrollen gennem sit holdingselskab.
Døtrene ejer også sammen med bedstefaren Knud Nissen to selskaber med tilsammen 172 mio. kr. i egenkapital. Samlet summerer selskabsformuerne til ca. 3.186 mio. kr., hvortil kommer ejerskab af betydelige ejendomme.
Koncernen omfatter udover almindelig værdipapirinvestering ligeledes medejerskab af DOT-koncernen sammen med Kirk Johansen familien.
Blandt investeringer indgår en ejerandel på 10-15 procent i Core Bolig X, der er holdingselskab for en række ejendomsinvesteringer. Familien har en ejerandel i Real Estate I A/S, der med en egenkapital på en halv milliard kroner har en række ejendomsinvesteringer gennem datterselskaber.
Nogle af dem ejes sammen med Industriens Fond og Carlsbergfondet. I eftersommeren 2024 købte familien via AFVJ Holding en betydelig ejerandel i
DOT-koncernen, Skandinaviens førende aktør inden for varmforzinkning og korrosionsbeskyttelse. Transaktionen blev gennemført sammen med Kirk Johansen familien. Efter handlen familien Nissens andel ca. 34 procent. Øverst i familiestrukturen ligger to holdingselskaber, hvoraf det ene er ejet af Alan Nissen alene og det andet primært af døtrene, men med Alans kontrol.
De to holdingselskaber ejer hhv. ca. 25 procent og knap 21 procent af det store investeringsselskab Nissen Family Group. I døtrenes selskab opbygges en særskilt værdipapirformue på godt 300 mio. kr.
Hvor stammer formuen fra ?
Formuen udspringer af fire generationers ejerskab i industrivirksomheden Nissens med fokus på køleanlæg (grundlagt 1921), hvor Alan Nissen har været hovedarkitekt i nyere tid.
Efter årtiers international skalering indgik Nissens i 2017 en aftale med kapitalfonden Axcel om majoritets salg, der indbragte ca. to mia. kr. Familien flyttede derefter tyngden over i family-office-strukturen Nissen Family Group.










