Der var både to milliardærer, en greve, en tidligere Lego-svigersøn samt tre kvinder med, da kong Frederik torsdag tog på jagt i den sønderjyske Frøslev plantage. Det viser gæstelisten til jagten, som Kongehuset har lagt ud på sin hjemmeside.
Kongejagterne er Kongehusets officielle jagter, som finder sted fra 1. oktober til midten af januar i de danske statsskove. Kongejagternes historie går tilbage til 1600-tallet, hvor de danske konger begyndte at anvende større skovområder til kongelige jagter. Jagterne har dog med tiden ændret karakter, så de i dag ikke kun er et tegn på kongelig pragt og myndighed - men også et symbol på fællesskab, naturpleje og tradition, skriver Kongehuset på deres hjemmeside.
Jagterne har dog de seneste år også skabt en del fokus, da flere af landets rigeste ofte optræder blandt gæsterne, mens kvinderne ofte kun er svagt repræsenteret.
Pressen ikke inviteret
Dertil kommer, at pressen ikke længere er inviteret med til at overvære og tage billeder ved jagt parolerne, som det ellers har været en tradition:
Eliteforsker ved CBS, Christoph Ellersgaard, der forsker i magteliten, har tidligere flere gange udtalt, at det er vigtigt, at offentligheden og pressen kan følge med i, hvem der kommer til jagterne.
"Det giver jo et signal til os om, hvem der er Kongehusets inderkreds, og hvem der måske kan drage økonomisk fordel af det på et andet tidspunkt," har han tidligere udtalt til B.T.

Hele tre skydeglade kvinder var med på jagten i Frøslev - nemlig sekretariatsleder i Nordisk Safari Klub Birgitte Bergmann og CEO i GOTOSønderborg Tanja Have samt CEO i Danimex Communication A/S Charlotte Thomsen. Derudover er der flere spændende deltagere på listen.
Her er hele jagtselskabet, der foruden kongen selv, består af 18 personer:
Sekretariatsleder, Nordisk Safari Klub Birgitte Bergmann
Birgitte Bergmann er sekretariatsleder i Nordisk Safari klub - som er en klub for jægere med interesse for jagt i udlandet. Hun er derudover bestyrelsesmedlem i Bredebro Jagtforening samt riffelinstruktør i Haderslev Jægerforening.
Co-CEO, FirstFarms A/S Søren Bredvig
Søren Bredvig har gennem mange år været en af kong Frederiks nære venner. De har været i Frømandskorpset sammen, og det var ligeledes Søren Bredvig, som var med kong Frederik på den fire måneder lange Ekspedition Sirius 2000 i Nordgrønland. Søren Bredvig har siden 1. maj været placeret i topledelsen for FirstFarms, hvor han har arbejdet i flere år.
Søren Bredvig har en kandidatgrad i skovbrugsvidenskab og har tidligere blandt andet arbejdet for Novo Nordisk og forsvaret.
Adm. direktør, Blaser Group ApS Thomas Danielsen
Thomas Danielsen er administrerende direktør i firmaet Blaser Group, der importerer og distribuerer jagtudstyr -herunder våben.
Direktør, Deerhunter Lars Engel
Den 57-årige årige direktør i tekstilvirksomheden F.Engels’ jagt- og outdoorkollektion ‘Deerhunter’ er en mangeårige ven af kong Frederik. Deerhunter er desuden kongelig hofleverandør.
Direktør for de statslige skove i Schleswig-Holstein Chris Freise
Repræsentant for skoven, hvor jagten foregår.
Ceremonimester, kammerherre Anders Friis
Ansat af kongehuset. Der er altid en ceremonimester med ved jagterne.
CEO, GOTO Sønderborg Tanja Have
Repræsentant for det lokale erhvervsliv.
Direktør, Naturstyrelsen Peter Ilsøe
Naturstyrelsen har som regel en jæger med ved kongejagterne, da de foregår i de danske statsskove.
Koncernchef, GRUNDFOS Holding A/S Poul Due Jensen
Poul Due Jensen er som overhoved og direktør for pumpekoncernen Grundfos en af Danmarks rigeste mænd. Familien bag Grundfos ligger i år på plads nr. 31 på listen over Danmarks 100 rigeste med en formue på 6,6 mia. kr.
Poul Due Jensen er fast mand på kongens jagter. Han har kendt kong Frederik i flere år, og han er en god ven af kongehuset.
Han er desuden tredje generation i den stenrige jyske familie, der har sine rødder fra Bjerringbro, hvor Grundfos stadig ligger. Poul Due Jensen bor med sin kone og to børn i Sejs ved Silkeborg, der har tiltrukket flere milliardærer.
Godsejer Anders Kirk Johansen
Anders Kirk Johansen er nevø til Kjeld Kirk Johansen, der ejer Lego, og arving til den del af Lego-formuen, som ikke længere er bundet til Lego.
Sammen med sin mor og bror har han en formue på tilsammen 13,3 mia. kr., hvilket gør dem til landets 16. rigeste familie. Familien holder til omkring Vejle, hvor Anders Kirk Johansen blandt andet ejer to godser. Formuen er samlet i Kirk Invest, der har hovedkvarter på havnen i Vejle.
Anders Kirk Johansen har i mange år været en del af det kongelige jagtselskab. Han er også en nær ven af kongeparret, der blandt andet deltog i hans første bryllup.
Formand for det tyske mindretal Hinrich Jürgensen
Lokal repræsentant
Major af reserven, greve Marcus Knuth
Det tidligere folketingsmedlem for Venstre og Konservative og lillebror til Christoffer Knuth, som ejer Knuthenborg, Marcus Knuth deltager også i kongens jagt.
Marcus Knuth har tidligere fortalt, at han fra en tidlig alder har jagtet kaniner hos sin far i Knuthenborg. Marcus Knuth har i mange år haft en politisk karriere i Folketinget for både Konservative og Venstre.
Hans familie er nære venner af Kongehuset, og dronning Margrethe er blandt andet gudmor til hans storebror, Christoffer Knuth, der ejer Knuthenborg.
Medlem af Folketinget, præsident for Beredskabsforbundet, Simon Kollerup:
Den tidligere socialdemokratiske erhvervsminister, Simon Kollerup, er efterhånden også fast mand på kongens jagter. Han var også med i 2024 på jagt i det midtjyske, hvor han sammen kongen blandt andet så syv ulve, fortalte han til efterfølgende til TV Midtvest.
"Det var en vild oplevelse. Syv ulve på én gang. De var 40 til 50 meter ved siden af mig. Jeg går på jagt efter vildt, men det her var helt vildt," fortalte han til TV MIDTVEST.
Hovedbestyrelsesmedlem, Danmarks Jægerforbund, Kreds 4 (Sydjylland) Jørn Pedersen
En lokal repræsentant
Borgmester, Haderslev Kommune Mads Skau
Hvis den lokale borgmester kan lide at gå på jagt, bliver han eller hun typisk inviteret med til kongejagten. Det er også sket for Haderslevs borgmester.
Direktør, ejer af Store Hjøllund Claus Thinggaard
Claus Thinggaard har tidligere været gift med Lego-arving Agnete Kirk Kristiansen, som han har tre børn med.
Parret blev dog skilt for nogle år siden. Agnete Kirk Kristiansen og hendes søskende er kendt for at være nære bekendte af kongeparret. Blandt andet har Agnete Kirk Kristiansen delt sin store interesse for dressurheste med dronning Mary.
Efter skilsmissen overtog Claus Thinggaard parrets gods Julianelyst samt Store Hjøllund Plantage. Han har flere gange tidligere været med kong Frederik på jagt.
CEO, Danimex Communication A/S Charlotte Thomsen
Lokal erhvervskvinde
Salgschef, Outfit International A/S Peter Ringsted Uhrenholt
Peter Ringsted har tidligere deltaget i kongejagter.






