Formuer

Lars Seier om ny bar-satsning:Svær branche at tjene penge i

12. Dec. 2025
Opdateret: 12. Dec. 2025

Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen har igen kastet sig ud i et nyt eventyr i restaurant- og barbranchen. Men er der en grænse for, hvor mange restauranter og caféer han vil eje? Det har Danmarks Rigeste spurgt ham om.

Lars Seier om ny bar-satsning:

Lars Seier sammen med Mikkel Westergaard, der skal drive Lumé. Foto: Tove Oskarsson Henckel/ Lumé

Silla Bakalus
Når Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen investerer i noget, så er det ikke udelukkende for at tjene penge. Det er også for at glædes over det, han er med til at støtte eller opbygge. 

Og det er også en af grundene til, at han igen har haft den store pung fremme og investeret i en ny cocktail-bar i København. 

Den nye sted ved navn Lumé ligger på Kongensgade i København, og det er den tidligere bartender på Lars Seiers cafe Dan Turell, Mikkel Westergaard, der skal stå for det nye sted.  

 "Jeg fik foreslået projektet af en ejendomsmægler, der kommer meget på Dan Turell og da en af mine yndlingsbartendere gennem mange år, Mikkel Westergaard, også gerne ville prøve noget nyt, valgte jeg at gå ind i det," fortæller Lars Seier i et sms-interview med danmarksrigeste.dk

Lars Seier Christensen ejer i forvejen flere restauranter i København. Foruden cafeen Dan Turell, så ejer han også de to gastronomiske fyrtårne, Alchemist og Geranium. 

Store underskud
Mens de to restauranter, der har henholdsvis to og tre michelinstjerner, bliver rost til skyerne af madanmeldere, så har der været mindre jubel over regnskaberne.

Alchemist havde i sidste regnskab et underskud på over ti millioner kroner, mens det året før var på mere end ni millioner kroner. I 2022 viste regnskabet et underskud på 14,7 millioner kroner. 

For Geranium ser det ud til, at flere års underskud endelig er blevet vendt til beskedne overskud. I 2023 lød overskuddet på 3,9 mio. kroner, mens det dog næsten var halveret i seneste regnskab for 2024 til 2,1 mio. kroner. 

Men hvor går grænsen for Lars Seier Christensen? Hvor mange restauranter-projekter tør eller vil han kaste sig ud i?

"Jeg vågner aldrig op om morgenen og tænker: 'I dag skal jeg finde en ny bar eller restaurant'. Men jeg får foreslået forskellige projekter fra tid til anden, og hvis jeg kan lide idéen og folkene involveret, så siger jeg nogle gange ‘ja tak’. Så jeg ved ikke, om der bliver flere. Det afhænger helt af, om nogen kan lokke mig til noget nyt en dag. Men jeg har ikke p.t. nye planer," siger han. 

Svær branche
Han anerkender dog, at det ikke er den nemmeste branche, som han kastet sig ud i :  

"Denne branche er svær at tjene penge i, men den giver mange andre glæder til gæsterne og mig selv. Så selvom målsætningen naturligvis altid er at skabe en levedygtig forretning, tager det nogle gange længere tid end forventet. Men de fleste af mine projekter kører i dag fornuftigt, så jeg er optimistisk med, at de også kan være gode investeringer på sigt,” lyder det fra Lars Seier Christensen. 

Foruden den nye bar, åbnede Lars Seier også tidligere på året spise-, jazz- og cocktailsted Epicurus, som også ligger i Indre By.

Han mener dog, at Lumé kan noget andet, end de mange andre tilbud i byen: 

"Vi forsøger at skabe et sted med en lidt lettere stemning end de mere natklub-lignende cocktailbarer, der allerede findes. En del alkoholfrie drinks, og forskellige elegante kombinationer, men selvfølgelig også klassiske cocktails. Indretningen er derefter, ikke for mørk og tung, men mere elegant og kunstnerisk," lyder det fra den kendte rigmand, der foruden sine mange investeringer i  restauranter i Danmark også er kendt for at investere i cykelsport og i fodboldklubben FCK. 

Dertil kommer, at han for nylig også har købt et hotel i Spanien. 

Blandt landets rigeste
Lars Seier Christensen er nummer 96. på årets liste over Danmarks 100 rigeste, som Økonomisk Ugebrev i samarbejde med Loyalty Key udgav i slutningen af november.  Hans formue er vurderet til 2,4 milliarder kroner. 

Det var stiftelsen af Saxo Bank, der gjorde Lars Seier Christensen og partneren Kim Fournais stenrige. Lars Seier Christensen solgte for nogle år siden sin andel i Saxo Bank. 

Sidst opdateret: 20:24 • 12 Dec.
Kildeinformation:
Kilde:N/A
|
Billede:
Loading ads...

Flere nyheder

Guide

Fem kompetencer, der sikrer din karriere mod AI

Loading ads...
Loading ads...
Økonomisk Ugrebrev
Seks giganter dominerer:
Hvem høster gevinsterne af AI?
Loading ads...
Loading ads...