Formuer

Købte sin første aktie som 11-årig:Nu stopper legenden Warren Buffet

28. Dec. 2025
Opdateret: 28. Dec. 2025

Han er en af verdens rigeste mænd, han har i over 60 år været topchef for investeringskonglomeratet Berkshire Hathaway, og så har han særligt levet efter ét råd. Nu går Warren Buffett på pension. Men hvem er den legendariske Buffett egentlig?

Købte sin første aktie som 11-årig:

Warren Buffet går nu på pension.

Silla Bakalus
“Regel nummer et: Tab aldrig penge. Regel nummer to: Glem aldrig regel nummer et."

Ordene kommer fra investeringsoraklet Warren Buffett og er nok en af hans mest kendte læresætninger. For i sine mere end 60 år som topchef for konglomeratet Berkshire Hathaway, har Buffet haft en mere sikker hånd end de fleste. 

Han har formået at opbygge en formue så stor, at han i årtier har været fast mand i top ti på Forbes liste over verdens rigeste. På listen for 2025 var han nummer 6 med en formue vurderet til 154 milliarder dollars (976 mia. kroner).

Men nu har Buffett besluttet sig for, at det er nok. Når 2025 bliver til 2026 får Berkshire Hathaway en ny topchef. 

Og selv om det egentlig ikke burde være en stor overraskelse, når en 95-årig topchef lader sig pensionere, så blev de fleste nok overraskede alligevel, da Buffet meddelte sin beslutning tilbage i maj. 

For i takt med, at alderen rykkede frem og Warren stadig med sikker hånd styrede Berkshire Hathaway, var mange nok kommet i tvivl om, hvorvidt han nogensinde ville lade sig pensionere. Måske ville Buffett bare blive ved til det sidste?

Begyndte som 11-årig
At Buffett skulle ende så velhavende, var der nok ikke mange, der havde spået, da han blev blev født den 30. august 1930 i Omaha, Nebraska. Hans forældre var Howard og Leila Buffett, og den lille Warren var deres andet ud af tre børn.

Buffet i 50'erne med sin kone Susan og to af deres tre børn.

Allerede som ung drømte Warren Buffett om at blive rig og fortalte sin skolekammerat, at han ville være millionær, inden han blev 35 år, har han fortalt til CNBC.

Og han begyndte da også tidligt. Buffetts far ejede et mindre aktiehandelsfirma, og som kun 11-årig købte Warren Buffett sine første aktier. Han betalte 38,25 dollar for hver af de tre aktier, som han købte i Cities Service. Og de nåede at falde til 27 dollar, hvorefter han solgte dem, da de igen steg til 40 dollar.

Aktierne steg dog senere til 200 dollar, og så lærte Buffett sin første lektie på aktiemarkedet: At tålmodighed kan betale sig.

Lærte sin investeringsfilosofi på universitetet
Warren Buffetts succes tog for alvor fart, da familien i 1943 flyttede til Washington. Her arbejdede han først som avisbud og senere med anden handel, og forlod nogle år senere Washington med en mindre formue på 100.000 dollars.  

Det var på universitetet - Columbia i New York - hvor Buffett studerede økonomi, at han fik grundlagt en del af sin investeringsfilosofi.
De kendte ord i begyndelsen af denne artikel lærte Buffett selv fra investeringsguruen Benjamin Graham, der var hans læremestre på Columbia University. Buffett var nemlig ikke god nok til eliteuniversitetet Harvard. 

Buffett har siden også flittigt delt ud af sin viden til andre. I The David Rubenstein Show havde han denne peptalk til den yngre generation: 

"Søg efter det job, du gerne ville have, hvis du ikke havde brug for et job."

Og så havde han et vigtigt råd, som han selv levede efter - han hadede kreditkortgæld, så det rådede han til, at man for alt i verden skulle undgå.
  
"Hvis du begynder at opbygge en tilbagevendende gæld på kreditkort, kommer du til at betale 18 eller 20 procent. Og du kan ikke gøre fremskridt i dit økonomiske liv ved at låne penge til 18 eller 20 procent," lød de vise ord fra Buffett, der siden har fortalt, at en af de ting, han har nydt mest i livet var at lære andre noget. 

Fik en særpræget aftale
Efter universitetet arbejdede Buffett i nogle år i Washington, men vendte som 25 årig tilbage til Omaha, hvor han startede et partnerskab med syv investorer.

De skød tilsammen 105.000 dollar som investering, men Buffett lagde kun 100 af sine egne dollar i. Han fik en lidt særpræget aftale i stand. Han ville få 50 procent af alt profit over fire procent, men han skulle samtidig dække 25 procent af alt tab.  Men det gik godt. Og kun to år senere kunne han købe et hus til 1.500 dollar. 

Buffetts formue blev større og større, og i 1965 overtog han det nødlidende tekstilfirma Berkshire Hathaway, som han efterfølgende lavede om til et investeringskonglomerat.

Selv om det udefra set er gået enormt godt, så mener Buffett dog selv, at han investerede i det forkerte. Havde han i stedet investeret i forsikringsbranchen, kunne formuen have været 200 milliarder større, fortalte han i et interview med CNBC i 2010.

Men alt det virker egentlig ikke til at have den store betydning for Buffett, der  altid har holdt igen med for meget luksus. Han bor stadig i det ikke særligt prangende hus, som han købte i Nebraska i 1958.

»Jeg har alt det i livet, som jeg ønsker. Mit liv kunne ikke være bedre, og det ville være værre, hvis jeg havde seks eller otte huse eller – du ved – en hel masse forskellige ting, jeg kunne have. Det harmonerer ikke,« fortalte Buffett i 2014 på et møde med sine aktionærer.

Buffett fik tre børn med sin afdøde kone, Susan Buffett. Men de skal ikke regne med at arve hele formuen, for Warren Buffett har meddelt, at han vil donere 99 procent af sin formue væk til velgørenhed.

Vil stadig holde øje med Berkshire
 Selv om Buffett nu afgiver kontrollen med Berkshire Hathaway til sin efterfølger Greg Abel, som han ansatte for fire år siden, og som siden har fungeret som vicesherif i konglomeratet, så vil Buffett dog stadig følge Berkshire tæt.
 
Til Wall Street Journal har han tidligere fortalt, at han helbredsmæssigt har det fint - og at han gerne hjælper med gode råd: 

"Jeg har ingen problemer med at træffe beslutninger om noget, som jeg traf beslutninger om for 20 år siden, eller 40 år siden, eller 60 år siden. Jeg vil være nyttig, hvis der er panik på markedet, fordi jeg ikke bliver bange, når tingene falder i pris, eller alle andre bliver bange," sagde han og tilføjede: 

"Jeg vil ikke sidde derhjemme og se sæbeoperaer. Mine interesser er stadig de samme."

Warren Buffett ejer omkring 31 procent af aktierne i Berkshire og er den største enkeltaktionær. Blandt de selskaber som Berkshire Hathaway ejer er Geico, batteriproducenten Duracell og restaurantkæden Dairy Queen.

Konglomeratet har også aktier i Apple, Bank of America og American Express, 

I 2013 købte Berkshire tomat-producenten Heinz og fusionerede den i 2015 med Kraft, hvilket førte til skabelsen af verdens tredjestørste madvarevirksomhed i USA. Berkshire ejer også tøjvirksomheden Fruit of the Loom, ligesom virksomheden er største investor i Coca Cola, hvor de ejer 9,3 procent af aktierne. 

Sidst opdateret: 08:16 • 28 Dec.
Kildeinformation:
Kilde:N/A
|
Billede:
Loading ads...