nr. 88 (74 i 2024)
Formue: 2,7 mia. kr ( 2,6 mia. kr. i 2024)
Knap 2,7 milliarder kroner. Så meget lyder Svend-Aage Nielsens og hans families formue på i 2025.
Godt nok er den vurderet til at være 100 millioner kroner lavere end året før, men når man tænker på, at familien næsten selv har skabt livsværket fra bunden, så er det ikke så ringe endda, som man ville sige, hvis man var i Jylland - men det er vi ikke. For historien om Micro Matic begynder et andet sted. Nemlig i Sanderum ved Odense.
Her grundlagde maskiningeniøren Bror Kruuse på en bondegaard i 1953 det, der siden skulle vise sig at blive en kæmpe erhvervssucces.
I 1968 blev virksomheden omdannet til et aktieselskab og overtaget af fem ledende medarbejdere, herunder administrerende direktør Svend-Aage Nielsen og Carl. Chr. Nielsen, men det var først i 1970, at virksomheden fik et større gennembrud, da de begyndte at lave tilbehør til fadølsindustrien.
Erhvervseventyr tog fart
I 1974 overtog de to Nielsen-familier, Svend-Aage Nielsen og Carl. Chr. Nielsen, hele selskabet, og så begyndte erhvervseventyret for alvor.
I 1995 stod eksport for mere end 90 procent af deres omsætning, og i 80’erne udviklede virksomheden sig til et konglomerat med afdelinger i Tyskland og Luxembourg. Samtidig kom Micro Matic også på børsen.
Man opkøbte også virksomheder, hvilket fortsatte op igennem 90’erne, hvor Micro Matic også åbnede en afdeling i Kina.
I år 2000 valgte Nielsen-familierne at tilbagekøbe alle aktierne og trække firmaet af børsen igen. Siden er både virksomheden og formuen kun blevet større og større, hvilket altså har gjort begge familier til faste deltagere på listen over Danmarks 100 rigeste.
I denne artikel koncentrerer vi os om Svend-Aage Nielsens familie, mens familien efter afdøde Carl Christian Nielsen er nummer 90 på listen med en formue på 2,6 milliarder kroner.
Formuens udvikling det seneste år
Formuen for Svend-Aage Nielsen og familie er i 2024 opgjort til 2687 mio. kr. mod 2585 mio. kr. året før. Stigningen på godt hundrede mio. kr. skyldes vækst i Micro Matic koncernen, der har styrket indtjeningen som global leverandør af udstyr til fadøl og drikkevareudskænkning.
I seneste regnskabsår voksede Micro Matic koncernens indtjening markant. EBITDA-driftsoverskud steg 22 procent til 391 mio. kr. Ledelsen forventer et yderligere løft af driftsoverskuddet i det kommende regnskabsår. En del af den seneste fremgang fremgangen skyldes helårseffekten af tilkøb af andre virksomheder foretaget året før.
Familien har de seneste år gennem holdingselskabet Saan Holding og forskellige underliggende selskaber udvidet engagementet i investeringer og ejendomme. De seneste år er der nedskrevet samlet 25 mio. kr. på kapitalandele.
Investeringer i ejendomsprojekter
I 2024 blev der etableret investeringsselskabet Nielsen & Nielsen Gruppen, hvor hver af de to ejerfamilier bag Micro Matic har indskudt 112 mio. kr. Svend-Aage Nielsen-grenen har også investeret i en ejendomsprojekter gennem ejendomsudvikleren Koncenton, mens Carl Christian Nielsen-grenen ikke deltager her.
De fælles ejendomsaktiviteter er samlet i Nielsen & Nielsen Ejendomme, der ejer og driver en større portefølje i Odense-området. Et nyt selskab, Nielsen & Nielsen Investments A/S, oprettet i 2024, har til formål at investere i værdipapirer.
Familien deltager også i det odenseanske iværksættermiljø gennem fonde og netværk under Odense Robotics, hvor de støtter robotteknologi og startups. Ejerskabet af Saan Holding er spredt på seks holdingselskaber med ti registrerede ejere, alle efterkommere efter Svend-Aage Nielsen, der ikke selv længere er registreret som medejer af familiekoncernen.
Fonden ’Kirsten Daugaard og Svend Aage Nielsens Familiefond’ er aktiv med støtte til sygdomsbekæmpende og sociale formål. Fonden er uden offentlig ansøgningsprocedure, men er registreret som en aktiv velgørende enhed med base i Odense.
Micro Matic har i dag hovedsæde i Odense og datterselskaber i Europa, Asien og Nordamerika, og leverer til kunder i mere end hundrede lande.





