Ifølge JP Morgan er det mest sandsynlige udfald ikke et brud mellem USA og Europa, men en forhandlet løsning, hvor USA får mere militær og økonomisk adgang til Grønland, mens Danmark formelt bevarer suveræniteten.

Sådan lød vurderingen også før Davos, hvor finanshuset også anså militær intervention som helt usandsynlig. Tankevækkende set i lyset af DR’s og TV2’s tv-nyheders ensidige fokus på dette scenarie med nærmest daglige interviews med lokale grønlændere, om de var utrygge.

Udviklingen er rykket markant de seneste dage. Toldtrusler mod EU er blevet suspenderet. Trump taler nu åbent om et ”Framework for a future deal”. NATO-kanalerne er aktiveret. Og signalerne fra både Washington og Bruxelles peger i samme retning: Grønland bliver ikke solgt – men USA får mere, end det allerede har.

Det gør spørgsmålet mindre dramatisk, men ikke mindre geopolitisk vigtigt. For bag forhandlingerne om Grønland ligger både Arktis’ militære betydning, adgang til kritiske råstoffer, relationen mellem USA og EU – og ikke mindst Trumps metode: pres først, aftale senere.

JP Morgan opstiller fem scenarier for udfaldet. De spænder fra det realistiske til det næsten utænkelige.

JP Morgan vurderer, at det klart mest sandsynlige udfald er et ”negotiated arrangement”. Her udvides USA’s sikkerhedsog økonomiske tilstedeværelse i Grønland betydeligt, uden at der sker en formel ændring af suveræniteten.

I praksis kan det indebære flere amerikanske tropper, udvidede militære faciliteter, forbedrede radar- og missilforsvarssystemer samt øget amerikansk adgang til minedrift og infrastrukturprojekter. Grønland forbliver formelt dansk territorium, men USA får en mere direkte operativ rolle.

For USA opfylder dette de centrale mål: stærkere arktisk forsvar, bedre tidlig varsling over for Rusland og Kina samt adgang til kritiske råstoffer. For Danmark er det prisen for at undgå en åben konflikt med Washington – og for at holde Grønland uden for direkte amerikansk kontrol.

Dette scenarie er politisk spiseligt for alle parter og passer præcist ind i Trumps forhandlingslogik: maksimal retorik, begrænset realitetsændring.

En variant af kompromiset er et ”status quo plus”, hvor USA’s tilstedeværelse udvides, men inden for NATO-rammen og eksisterende aftaler.

Her vil man tale om flere investeringer, mere militær aktivitet og tættere samarbejde, men uden nye formelle traktater eller territoriale særordninger. Det er den mindst konfliktfyldte løsning – men også den, der giver Trump mindst symbolsk gevinst.

JP Morgan vurderer derfor, at dette scenarie er muligt, men mindre sandsynligt end et mere eksplicit forhandlet arrangement, hvor USA kan præsentere resultatet som en ny aftale.

Et mere vidtgående – men stadig realistisk – scenarie er en langtidsleje eller en strategisk ”pagt”, hvor USA får direkte kontrol over specifikke områder eller faciliteter i Grønland.

Det kan sammenlignes med historiske ordninger, hvor USA har haft særlige rettigheder uden fuld suverænitet. Fordelen for USA er større handlefrihed og mere direkte kontrol. Ulempen er, at det politisk vil være sværere at sælge i både Danmark og Grønland.

JP Morgan vurderer, at dette scenarie er muligt, men kræver betydelige indrømmelser og vil møde større modstand – især i Grønland selv.

Et direkte salg af Grønland vurderes som usandsynligt. Ikke fordi, USA ikke ønsker maksimal kontrol, men fordi det ganske enkelt ikke er nødvendigt for at opnå de strategiske mål.

Derudover kræver et salg både dansk og grønlandsk accept, hvilket politisk er yderst urealistisk. JP Morgan fremhæver, at USA kan opnå næsten alt det ønskede uden at påtage sig de juridiske og politiske omkostninger ved et egentligt køb.

Salgsscenariet fungerer derfor primært som forhandlingspres – ikke som et reelt endemål.

Det mest ekstreme scenarie er en militær invasion. JP Morgan afviser dette næsten fuldstændigt.

En invasion ville være politisk katastrofal for Trump, udløse en NATO-krise og sandsynligvis skade USA mere end nogen strategisk gevinst kunne opveje. Det er et klassisk halerisikoscenarie: teoretisk muligt, praktisk usandsynligt.

At det overhovedet nævnes, siger mere om den retoriske temperatur end om den faktiske risiko.

Set fra markedernes og investorernes perspektiv peger analysen på én ting: Grønland er ikke ved at blive epicentret for en ny global krise. Tværtimod ligner det endnu et eksempel på Trumps forhandlingsstil, hvor kaos bruges til at skabe momentum – hvorefter en aftale landes.

Det betyder ikke, at sagen er uden konsekvenser. EU-USA-relationen er mere skrøbelig. NATOs indre spændinger er tydeligere. Og Grønlands strategiske værdi er rykket markant op på den globale dagsorden.

Men bundlinjen er klar:

Grønland bliver ikke amerikansk. Til gengæld kommer USA til at være endnu mere til stede.