Historien kan næsten ikke blive mere iværksætter- og selfmade-agtig. Sammen med sin kone, Winnie Liljeborg, fik guldsmeden Per Enevoldsen tilbage omkring årtusindskiftet en god idé.
Parret, der boede i Rødovre, havde allerede i 80’erne åbnet en guldsmedebutik på Nørrebrogade i København. På et tidspunkt steg guldpriserne, og de begyndte blandt andet at opkøbe guld og smelte det om til guldbarrer, som de solgte videre til Dansk Ædelmetal, har Winnie Liljeborg fortalt i et interview med Børsen.
Men så fik de idéen til at begynde at sælge smykker, som Per Enevoldsen havde fundet på sine rejser til østen. De stiftede en ny virksomhed ved navn Populair Smykker, som så senere blev til Pandora.
Mens Per Enevoldsen fandt smykkerne, kørte Winnie Liljeborg, der egentlig var bankuddannet, rundt til de lokale guldsmede og solgte dem.
Virksomheden voksede, parret etablerede eget smykkeværksted i Bangkok, og i 1999 lancerede de Pandora-armbåndet - det kendte armbånd med de små vedhæng. Armbåndende blev pakket i små æsker, så det nærmest var en overraskelse at se det - derfor får de de navnet Pandora.
Blev skilt og solgte
Derfra gik det stærkt. Pandora bliver en kæmpe succes, der spreder sig til hele verden. Imens bliver parret skilt, og da de i 2008 fik et godt tilbud fra kapitalfonden Axcel slog de til.
Axcel overtog 60 procent af virksomheden for lidt over to milliarder kroner, og Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen blev milliardærer.
Siden har de gradvist solgt ud af lidt flere af deres Pandora aktier, og i mange år kan man følge begge deres formuer. Per Enevoldsen fik desuden investeret en del, og i 2016 var han Danmarks 14. rigeste med en formue på 6,7 mia. kroner.
I dag er Winnie Liljeborg fortsat på den seneste liste over Danmarks 100 rigeste, som Økonomisk Ugebrev har udgivet. Men en formue opgjort til 4,5 mia. kroner er placeret som Danmarks 49. rigeste. Men Per Enevoldsen har de seneste år ikke længere været på listen. Han er nemlig rejst ud af landet og er blandt andet blevet ordineret som buddhistisk munk, har både Finans og Børsen beskrevet.
Lyt med i podcasten Danmarks Rigeste og høre mere om Per Enevoldsen og de andre hemmelige milliardærer.









