Formuer

Kongehuset afviser møde:Kong Frederik og Bjørn Lomborg nævnt i Epstein-filer

Publiceret: 17:08 • 31. jan. 2026
Opdateret: 17:12 • 1. feb. 2026

Flere navne på top-erhvervsfolk og kongelige er de seneste uger blevet fundet i de frigivne Epstein-dokumenter. Nu har man også fundet både kong Frederiks navn samt debattøren Bjørn Lomborgs. Kongehuset oplyser, at kongen aldrig har mødtes med Epstein.

Kongehuset afviser møde:

Kong Frederik har i denne uge været på statsbesøg i Litauen sammen med dronning Mary. Foto: Kongehuset

Silla Bakalus
Ny dag, nye navne. Mange top-erhvervsfolk har de seneste uger nok gået bekymret rundt og afventet, om deres navn også ville dukke op i de frigivne Epstein-dokumenter. 
Trump, Bill Gates, Bill Clinton og Elon Musk er allerede dukket op. Samtidig er flere kongelige også blevet nævnt - herunder den norske kronprinsesse Mette-Marit, den svenske prinsesse Sofia samt den nu tidligere britiske prins Andrew. 
Og nu er turen kommet til det danske kongehus. 
Ifølge Ekstra Bladet er kong Frederik nævnt to gange i dokumenterne. 
De to tilfælde, hvor kong Frederik, er nævnt er ved to tilfælde tilbage i 2012. Dengang var kongen kronprins.
Her fremgår det blandt andet i en mail, at den britiske finansmand Ian Osborne, som angiveligt var en af Epsteins forretningsforbindelser, skulle mødes med kongen i marts 2012. Det vides ikke, om mødet fandt sted. 
Derudover nævnes kong Frederik også et andet sted i dokumenterne, da han sammen med sin nære ven og privatsekretær, Morten Roland Hansen, står på en gæsteliste til en middag i London med 22 deltagere, der skulle have fundet sted den 22. juli. På det tidspunkt var daværende kronprins Frederik til OL i London sammen med sin kone samt dronning Margrethe og prins Henrik.
Ifølge Ekstra Bladet vides det ikke, om middagen fandt sted, og om kronprins Frederik deltog. 

Har aldrig mødt Epstein
Kongehuset har lørdag udtalt til Ekstra Bladet, at kongen aldrig har mødt Epstein: 
'Kongehuset oplyser, at Hans Majestæt Kongen aldrig har mødt Jeffrey Epstein', lyder det fra Kongehuset til mediet. Kongehuset har ikke yderligere kommentarer til dokumenterne og vil heller ikke kommentere på de to begivenheder. 
Epstein-filerne består af over 3,5 million dokumenter fra den dømte og nu afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein. Epstein var kendt for at have forbindelser til mange magtfulde og rige mennesker. 
Han var desuden kendt for at invitere folk ud på sin private ø i Caribien, hvor han er under mistanke for at have misbrugt flere piger og kvinder. 
Epstein blev i 2008 dømt for pædofili, og blev i 2019 anklaget for sex traficking. Han døde dog i sin fængselscelle, inden han kom for retten.

Ikke eneste dansker 
Kong Frederik er ikke den eneste dansker, hvis navn er havnet i filerne. Ifølge Ekstra Bladet bliver også den kendte debattør Bjørn Lomborg nævnt. 
Det fremgår af filerne, at der var planlagt et møde mellem Lomborg og Epstein i september 2012.
Overfor Ekstra Bladet bekræfter Lomborgs manager, at Lomborg en enkelt gang har mødtes med Epstein tilbage i 2012:
»Der var et enkelt møde i New York, som var arrangeret af Lomborgs litterære agent, fordi Epstein på det tidspunkt var kendt for at finansiere forskellige filantropiske projekter,« skriver manageren til EB.
Manageren oplyser desuden, at Lomborg ikke havde kontakt med Epstein efterfølgende. 
Masser af forretningsfolk, kendte og kongelige bliver nævnt i dokumenterne, men det betyder ikke nødvendigvis, at de på nogen måde har været involveret i nogle af de ulovligheder, som Epstein har foretaget sig.
Loading ads...