Formuer

Skabte kæmpe brødeventyr med sin mand:Nu er kvinden bag Kohberg død

Publiceret: 10:13 • 9. feb. 2026
Opdateret: 22:08 • 9. feb. 2026

Ella Ruth Kohberg - kendt som Kylle - var med helt fra begyndelsen, da hun sammen med sin mand Alfred Kohberg overtog hans fars bageri. Det blev begyndelsen på et Danmarks største brød eventyr. Nu er hun sovet ind, oplyser familien.

Skabte kæmpe brødeventyr med sin mand:

Livsværket Kohberg står stadig i dag. Foto: Google Street view

Silla Bakalus
Kvinden bag brødimperiet Ella Ruth Kohberg var i en alder af 92 år ved at være mæt af dage, og den 21. januar fik hun fred, da hun sov ind. Det fortæller hendes søn Henrik Kohberg til Jydske Vestkysten ifølge Ekstra Bladet. 
"Hun havde på det sidste fortalt os, at hun var træt og ikke kunne mere, og så mangler døden bare en årsag, når et menneske har det sådan," siger han. 
Kylle Kohberg efterlader sig tre børn, ni børnebørn og 10 oldebørn. Men hun efterlader også et markant aftryk på dansk erhvervsliv. 
Sammen med sin mand, Alfred Kohberg, der gik bort i 2005, var hun nemlig med til at starte et af Danmarks største brødeventyr. 
Satsede stort på brød
Det var i 1969, at den sønderjyske bager, Alfred Kohberg, og hans unge hustru, Ella ‘Kylle’ Kohberg, besluttede at satse stort på brød. 
Det unge par havde oprindeligt overtaget et  bageri efter Alfred Kohbergs far, men virksomheden voksede, og i 1969 besluttede de at åbne en brødfabrik i Bolderslev. Kohberg blev navnet. 
Selv om det gennem tiden primært var Alfred Kohberg, der var frontfigur for brødimperiet, så var ‘Kylle’ Kohberg en vigtig brik bag kulissen. 
Henrik Kohberg fortæller til Jydske Vestkysten, at hun var ‘et anker’ i familien, som man kunne regne med, at hun både var engageret i fabrikkens drift og med at holde styr på børn og familie. 
De sidste år led Kylle Kohberg dog af Alzheimers og boede på plejehjem. 
Solgte Kohberg
Selv om efternavnet Kohberg stadig er synonymt med brød i supermarkedet, så er det dog ikke længere familien Kohberg, der står bag brødfabrikken. 
Ægteparret Kohberg solgte nemlig brødvirksomheden til familien Fogtman tilbage i 1989, og Fogtman ejer den stadig i dag. 
Rugbrød var oprindeligt Kohbergs Dna, men i 1990 blev fabrikken i Bolderslev udvidet med et 6.000 m2 stort hvedebageri. Fabrikken ligger fortsat i Bolderslev i dag, men er siden også blevet udvidet med fabrikker i Haderslev og Taastrup. 

Loading ads...