Sagen tager udgangspunkt i Hobro i Nordjylland, hvor Harald Nyborgs butik er blevet stævnet af brancheorganisationen De samvirkende købmænd (DSK) for at sælge chokolade og sodavand i sin butik. Søgsmålet handler om, hvorvidt butikken overholder planloven ved at sælge dagligvarer.
DSK mener, at det skaber en unfair konkurrencesituation, når discountvarehuset også sælger dagligvarer, skriver Nordjyske.
"DSK er klart imod, at der sælges dagligvarer fra udvalgsvarebutikker. Vi mener, at det er i strid med planloven, og det vil vi nu have prøvet ved en domstol," udtaler direktør i DSK Jannick Nytoft til Nordjyske.
Harald Nyborg, der har hovedsæde på Fyn, er primært kendt for at sælge værktøj, cykeludstyr, biludstyr, elektronik, haveredskaber og meget andet. Kæden har ikke villet kommentere sagen overfor Nordjyske.
Harald Nyborg er ejet af brødrene Erling og Njal Daell, som er landets 22. rigeste med en formue på 9,9 mia. kr.
De har overtaget kæden efter deres far, Kurt Daell, som købte kæden tilbage i 1983, hvor virksomheden var en mindre postordre- og detailvirksomhed, der kun havde et par fysiske butikker.
Under hans ledelse voksede virksomheden til en rigtig kæde og senere udvidede familie også med 'jem & fix'-konceptet. Familien ejer desuden Daells Bolighus, som er sidste levn fra det nu hedengangne familieimperium Daells Varehus, som Kurt Daell var en af arvingerne til.










